Telia Parkens historie

Tilblivelse og indvielse

7. marts 1911 er den officielle fødselsdag for det, vi i dag kender som Telia Parken, og som frem til 1992 hed Københavns Idrætspark (KI).

Denne dato var der møde i Københavns Borgerrepræsentation, hvor KI formelt blev etableret som selvejende institution. En institution, som gennem årene kom til at omfatte langt flere idrætsfaciliteter i hovedstaden end selve fodboldbanen, bl.a. Østerbro Stadion, Idrætshuset, Tennishallen og Hockeybanen.

Fodboldbanen blev indviet den 25. maj 1911, da et udvalgt københavnsk hold med spillere fra KB og B.93 mødte Sheffield Wednesday, som vandt 3-2.

Baggrunden
Baggrunden

Baggrunden

I begyndelsen af 1900-tallet vandt idrætten større og større indpas i hovedstaden som et rekreativt tilbud til en voksende befolkning, der havde brug for at hvile sig i sunde omgivelser efter en lang arbejdsdag.

I 1904 begyndte politikerne at se på mulighederne for at bygge det, der skulle blive landets første egentlige idrætsanlæg. Først i 1908 bevilgede Borgerrepræsentationen dog penge til anlægsarbejdet ude på den såkaldte Blegdams- og Østerfælled, som vi i dag kender som Fælledparken.

Der var allerede en del fodboldklubber, som holdt til på Fælleden, bl.a. FCK’s ene moderklub B 1903, som blev stiftet ved Vibenshus Runddel et par hundrede meter fra Idrætsparken. Først i 1929 flyttede B 1903 til de nuværende faciliteter på Lyngbyvej i Gentofte. FCK’s anden moderklub KB holdt i mange år til på Lille Blegdamsvej, men lejede allerede i 1892 egne baner på Sct. Marcus Allé, hvor Forum nu ligger. Først i 1928 flyttede KB til Peter Bangs Vej på Frederiksberg efter et par års ”mellemstation” på Genforeningspladsen.

De første år

Inden Idrætsparkens indvielse blev de store kampe i Hovedstaden spillet på B 93’s daværende bane på Øster Allé, og rekorden menes at være ca. 6.000 tilskuere til den første pokalfinale i 1910.

Planen var, at KI skulle rumme ca. 15.000 tilskuere, og til åbningskampen var der ca. 10.000, hvoraf ca. 700 kunne sidde på tribunen på den ene langside mod Per Henrik Lings Allé. På den anden side var der en lille overdækket ståtribune, hvor ca. 300 kunne stå i tørvejr, mens resten var henvist til terrasseformede ståpladser rundt om banen. Som et kuriosum kan nævntes, at disse ståpladser havde lidt højere trin end stadion-forbillederne i England. Det skyldtes ganske enkelt, at tilskuerne i Danmark primært gik med bowlerhat, mens man i England gik med kasket!

Netop England gæstede KI i 1914, hvor ca. 20.000 tilskuere var på plads, og det var stadionrekord i mange år.

De første år
Endetribunerne

Endetribunerne Cementen og Hockeybanen

I 1923 indviede man en ny endetribune med ståpladser, Cementen, som vendte ud mod Øster Allé. I første omgang uden overdækning, men det blev etableret i 1925. Cementen rummede også moderne omklædnings- og badeforhold i kældrene. Samtidig blev der opført en mindre ståtribune i den anden ende, som vendte ud mod den Hockeybane, man allerede i 1921 havde anlagt mellem Idrætsparken og Østerbro Stadion (længe før den senere Østerbro Skøjtehal, der først blev opført i 1974).

I denne periode udbyggede man også Østerbro Stadion ud mod Østerbrogade og grundlagde bl.a. Parkteatret med restaurant og selskabslokaler (nuværende Park Bio og Park Café), som dengang også var en del af den samlede Københavns Idrætspark. Opførelsen af Idrætshuset blev også påbegyndt og indvielsen fandt sted den 1. november 1930.

Den billige langside

I 1933 udskrev man en arkitektkonkurrence om en ny tribune på langsiden ved B93’s baner, og den blev taget i brug i 1935 og blev i folkemunde kaldt ”B93-langsiden” eller ”Den billige langside”. Man udbyggede også Hockeybane-tribunen og lavede en hjørnetribune mellem denne og den nye langside.

Den billige langside
Stigende tilskuertal

Stigende tilskuertal

Med de nye tribuner blev der i 1936 sat ny nordisk tilskuerrekord, da Danmark mødte Sverige, og allerede to år senere trak ”svenskerkampen” 38.000. Så store tilskuertal hørte dog til undtagelserne. I 30’erne trak landskampe normalt ”kun” ca. 20.000, men interessen var stigende, og i 1939 noterede man sammenlagt 560.000 tilskuere til kampe i KI.

Græstæppet kunne dog ikke holde til det stigende antal kampe, så der blev etableret flere baner på et areal mellem Nørre Allé og Jagtvej, som blev kaldt for Trekanten. Her blev der spillet en hel del divisionskampe frem til 1954, hvor Universitetsparken skulle udbygges. Herefter om- og udbyggede man Østerbro Stadion, så det også kunne aflaste Idrætsparken, men efterhånden stod det klart, at Nationalarenaen også måtte moderniseres.

Ny hovedtribune i 1955

Med små 50 år på bagen kunne hovedtribunens faciliteter nemlig ikke stå mål med interessen og forventningerne, og man forberedte derfor en større ombygning, der skulle kunne klare kravene i de næste ca. 50 år. Det blev til en helt ny hovedtribune den ”dyre langside”, som blev den højeste i hele Europa, og i klart vejr kunne man se til Sverige fra de øverste pladser. I forlængelse af den nye hovedtribune byggede man hjørne-tribuner med ståpladser, som kædede langsiden sammen med Hockeybanen og Cementen.

Dermed kom den samlede kapacitet op på 50.000, og desuden fik man et nyt og moderne lysanlæg. Den nye hovedtribune indeholdt bl.a. også omklædningsrum til de mange fælledklubber, der fortsat holdt til i Fælledparken, ligesom der var administrationslokaler til bl.a. DBU og KBU samt lokaliteter til presse, kontrollører, samaritter, politi m.m.

Det var først og fremmest de københavnske divisionsklubber, der benyttede Idrætsparkens bane: AB, B 93, B 1903, Brønshøj, Frem, HIK, KB, Skovshoved og ØB. Helt op til starten af 70’erne var det ikke usædvanligt med to kampe i træk på en søndag eftermiddag. Men betalte entré for den første kamp, når man ankom, og hvis man blev til kamp nr. 2, betalte man entré for denne kamp, når man forlod stadion. En glimrende udnyttelse af faciliteterne, men det var naturligvis hård kost for græstæppet!

Ny hovedtribune
Ombygning

Modernisering og ombygning i 1992

I løbet af 70’erne var Idrætsparken hjemmebane for KB og B 1903, men 03’erne begyndte i stigende omfang at spille på Gentofte Stadion på grund af dalende tilskuerinteresse. Det mærkede KB også i begyndelsen af 80’erne, men til gengæld betød landsholdets stigende succes, at der var øget interesse for at gå til fodbold i Idrætsparken.

Her var kapaciteten reduceret fra ca. 51.000 til ca. 45.700, da man havde ændret en del ståpladser til siddepladser, men som noget nyt var man også begyndt at holde stadionkoncerter med fx Bob Dylan, Simon & Garfunkel og Rock For Afrika. Der blev efterhånden også indtaget mere og mere væske under arrangementerne, hvilket øgede presset på serverings- og toiletfaciliteterne. Alt dette bidrog til, at man i slutningen af 80’erne besluttede at foretage en gennemgribende ombygning og modernisering af Idrætsparken. Det indebar bl.a., at banen og tilskuerpladserne blev vendt 90 grader, samt at der blev opført kontorhuse i de fire ”stadiontårne”.

Den 15. november 1990 gik man i gang med at rive tre af de fire tribuner ned: Cementen, Hockeybanen og B93-langsiden, mens hovedtribunen fik lov at leve videre som endetribune D. De nederste 16 rækker blev dog fjernet, så der var plads til at bygge en scene op til koncerter, og desuden blev tribunen moderniseret med farver og nye sæder samt en ny farvet betonskal, så den faldt ind med de tre nye A-, B- og C-tribuner.

Med inspiration fra VM i Italien i 1990

Anlæggets udformning var inspireret af de nye stadions, der blev bygget under VM i Italien i 1990, og trods sin størrelse giver det indtryk af tæthed og intimitet. Fra det øverste sæde og ned til jorden er der 32 meter, og der er højst 100 meter fra de bageste siddepladser til begivenhederne på banen.

Arkitektfirmaet Gert Andersson stod for stadion, mens C.F. Møllers Tegnestue stod for kontorhusene. Ingeniørfirmaet var Claus Nielsen, og indtil tre måneder før åbningen var hovedentreprenøren JPC, der dog i lighed med en række andre storentreprenører måtte kaste håndklædet i ringen.

I byggeperioden var PARKEN Danmarks næststørste byggeplads, kun overgået af Storebæltsbroen. I gennemsnit ankom der i byggeperioden en lastbil til pladsen hvert kvarter.

Den 1. september 1992 var det nye nationalstadion klar til indvielse under navnet ”PARKEN”, sådan som Københavns Idrætspark altid havde heddet i folkemunde.

Inspiration
PARKEN med tag

Tag på PARKEN

I 2001 blev der lagt 13.000 kvadratmeter tag over PARKEN, og alle fire hjørner blev ”lukket”, så der kunne holdes koncerter og andre arrangementer uanset vind og vejr. 13 store ståldragere, der kører på skinner langs hovedtribunerne, sørger for at taget kan køres til og fra på relativt kort tid. Det første arrangement var Eurovision Song Contest, hvor Danmark var værtsland.

Ny D-tribune

Den tidligere hovedtribune, som blev indviet i 1956, stod i 15 år, før tiden var inde til en renovering. Nedrivningen begyndte i december 2007 for at gøre plads til en ny, topmoderne tribune, der stod klar i sommeren 2009. Den består såvel af en fast tribune som en fleksibel teleskoptribune. I dag hedder den i daglig tale DFDS Familietribunen og er dedikeret til de yngste fans og deres familier.

I 2008 blev Østerbro Skøjtehal revet ned for at gøre plads til en ny multiarena til sport og koncerter m.m. Planerne blev dog aldrig realiseret, og arealet er solgt tilbage til Københavns Kommune, der i 2015 anlagde et mini-atletikstadion på området til at aflaste faciliteterne på Østerbro Stadion.

D-tribunen
Stadionsponsorat

Stadionsponsorat

I sommeren 2014 skiftede PARKEN navn til Telia Parken i forbindelse med at televirksomheden indgik et 7 årigt-storsponsorat, som bl.a. også sikrede gratis wi-fi på hele stadion. Desuden blev der i 2015 i samarbejde med Samsung opsat 350 videoskærme rundt om i Telia Parkens publikumsområder for at løfte stadionoplevelsen yderligere og bringe stadion op i absolut europæisk elite i forhold til det visuelle og interaktivitet.